Have med spejl og grønne rum

Fakta:

Parcelhusgrund 755 m2 beliggende i nyere parcelhusudstykning. Belægning i indkørsel var etableret. Huset er trukket langt tilbage på grunden, derfor ligger den største del af haven foran huset.

Ønsker:

En funktionel have – der harmonerer med husets kantede stil. Indkig fra vejen minimeres. Der er primært tale om forhaven, da huset er trukket godt tilbage på grunden. En have med oplevelser og masser af blomster også til afskæring. Højbede til urter mv.

Hoved-idéen:

Tegnestuen har indrettet og designet haven så haven rent arkitektonisk hænger fint sammen med huset i sin asymmetriske form og sit udtryk.

Husets form skaber automatisk en rektangulær terrasse i forlængelse af boligen, terrassen bliver et intimt afgrænset rum til ophold, men hele terrasse området omkring spejlbassinet får nærmest karakter af lukket gårdhave. Gårdhaverummet forlænger boligen ud i haven, både sommer og vinter. Imod vest hvor der er aftensol, er terrassen gjort lidt bredere.

Et centralt element i gårdhaven er spejlbassinet. Heromkring er valgt forskellige belægningsmateriale til at bløde op på terrassens grå betonsten, eksempelvis træ i kanten rundt om spejlbassinet. På begge sider af spejlbassinet, er der anlagt to smukke aflange bede til prydgræsser og stauder, der er placeret symmetriske. De høje græsser vil spejle sig i spejlbassinet. Imellem betonfliser og græs er der valgt en blød belægning af slots grus, leret grus i en gylden farve.

I den resterende del af haven, er der indrettet forskellige mindre rum til ophold med græs som bund. Indretningen her får haven til at syne større eksempelvis vha. små træer kugleahorn, der sammen med bøgehækken danner små rum.