Sanse- og terapihaver
Vi kender det nok en del af os. Er man stresset og urolig længes man efter noget fredfyldt og har brug for at få fred i sindet. Her kan glæden genfindes f.eks. ved lyden af vand. Lyden af vandets rislen og klukken har en beroligende effekt på sindet.
Det samme gælder når vi opholder os i grønne rum. Nyere forskning har vist, at opholder vi os i grønne omgivelser har det en betydelig afstressende effekt og virker lindrende og ligefrem helbredende på forskellige sygdomme.
En have kan indrettes, så den har en positiv indflydelse på mental og fysisk sundhed, social stabilisering, genoptræning og rekreation.
Terapihaven
En terapihave skal indrettes efter brugernes meget forskellige behov. Terapihaver er andet end smukke haver, der appellerer til sanserne. En terapihave er en have, der indgår som et led i et behandlingsforløb. Oftest indrettes terapihaven i samarbejde med terapeuter og øvrige sundhedspersonale, hvorfra vi landskabsarkitekter registrer ønsker og sammen med personalet sætter mål for haven.
Sansehaven
En sansehave rummer oplevelser for sanserne. Det særlige ved sansehaven er at der vælges rum, planter og elementer, der forstærker indtrykkene.
Sansehaven stimulerer flere af vores 5 sanser – dufte, smage, føle, lytte og synssansen. En del af vores haver er faktisk sansehaver, i større eller mindre grad. Det vil være givende at arbejde mere bevidst med sansepåvirkningerne, så haverne kan målrettes f.eks. børneinstitutioner og plejehjem for blinde og handicappede.
I en sansehave kan brugerne mødes på lige vilkår og få oplevelser til krop og sjæl på eget niveau.